Når den specialiserede vidensarbejder dedikerer sig til et professionsbestemt “kald” fører det ikke en art selvopofring med sig. For denne type medarbejder kan vi ikke længere opretholde en klar distinktion mellem dets arbejde og dets selv. I stedet kan selvet i flere henseender betragtes som konstitueret i arbejdet, og samtidigt som konstituerende for det senmoderne arbejdsliv. Al autoritær disciplinering, kontrol og overvågning er her dømt ude – i stedet kaldes der på selvledelse.

I en verden der nok forekommer noget fjern for den moderne vidensarbejder blev produktiviteten forstået med afsæt i det klassiske arbejdsværdibegreb; den enkelte ansatte blev anset for en udskiftelig produktionsvariabel, fordi dets primære bidrag var udladning af kropslig energi kombineret med den arbejdstid, der mod udveksling af penge, kunne stilles til rådighed for den enkelte
[se mere...]