Jens Skou Olsen
Jeg interesserer mig levende for mødet mellem det skabende menneske og institutionen – for mødet mellem primadonnaens passionerede,ekspansive praksis og institutionens rationelle behov for kontrol og forudsigelighed.
I de senere år er presset på kunstskolerne øget drastisk hen mod stadig større fokus på effekt, nytteværdi, resultater og synlighed. Samtidig øges kulturens behov for hemmelige rum og skyggefulde vandhuller, hvor ikke-ordnede mangfoldigheder kan gro og give os mulighed for at forsøge at tænke rigtigt og sanse dybt.
Primadonnaens praksis er båret, ikke blot af en viden om hendes praksis, men måske især af følelsen af et kald. En selvforglemmelse, der overskrider grænser og derfor muliggør en restrukturering og udvidelse af feltet, hvis institutionen ellers formår at rumme og operationalisere denne udvidelse.
Jens Skou Olsen er kontrabassist, cellist og komponist og har siden 1992 sideløbende med sit kunstneriske virke været dybt engageret i undervisning, udvikling af de nye rytmiske kunstuddannelser i Danmark samt i ledelse og koordination inden for den rytmiske musikkulturs mange landskaber. Ansat som docent på Rytmisk Musikkonservatorium i København siden 1997 med speciale inden for de kunstnerisk udøvende
hovedfag, har Jens siden plejet en omfattende international karriere i samspil med danske og internationale kunstnere. Medvirker på mere end 60 CD udgivelser. Koordinator for de rytmiske musikuddannelser 1997-2004, fagleder for de kunstnerisk udøvende hovedfag 2004-2007, initiativtager til og leder af Rytmisk Musikkonservatoriums forskningsenhed 2006-2008. Gæstelærer på Royal Academy of Music i London 2008. Forfatter, debattør og foredragsholder med fokus på kreativitet, spontanitet og bevidsthed inden for kunstnerisk praksis og pædagogik. Uddannet dels i Musikvidenskab på Københavns Universitet og dels på Rytmisk Musikkonservatorium 1986.