Kommentarer til exart.dk

Kommentar til Musik som social teknologi af Tre situationer, hvor elementer som ikke hidtil har eksisteret i samme rum, nu skal passes sammen « Ører med Filter

Tue, 14 Feb 2012 14:55:41 +0000

[...] af Peter Hanke til at blogge på exart.dk, skriver Casper Hernández Cordes bla. [...]

Kommentar til Kunst som viden – seminar 1. marts af Musik som social teknologi - exart.dk

Musik som social teknologi - exart.dk — Mon, 13 Feb 2012 15:09:38 +0000

[...] Musik som social teknologi feb 13th, 2012 | By admin | Category: Artikler, Nyhedsbrev Shareexart.dk har spurgt Casper Hernandéz Cordes om et oplæg forud for seminaret 1. marts [...]

Kommentar til Kunsten at rose en primadonna af Madsen

Madsen — Sun, 29 Jan 2012 15:35:53 +0000

Mange tema og debatmøder på arbejdspladserne mener jeg udspringer af værdi og præstationsproblematikker med baggrund i ovenfor beskrevet primadonateori.

Et perspektiv er også at reformering af de offentlige arbejdspladser har betydet at lukning af specialeinstitutioner, hvilket giver primadommaer problemer med at lade sig integrerer i arbejdspladser, hvor generalistservice ydes borgerne.

Er der nogle der har kendskab til om der er lavet undersøgelser af, hvordan personer med primadonapersonlighedskompetencer udfylder ledelsesfunktioner? Både som driftsledere og som projektledere. Kan I anbefale litteratur om emnet? Særligt om det begrænser ledelse af personer, som ikke næres af arbejdsflow, men også i forhold til forventningsafstemning til opgaveløsning.

Kommentar til Digitale Indfødte af Gitte Falk

Gitte Falk — Tue, 22 Nov 2011 08:05:37 +0000

Hvor er det vildt spændende. Jeg ved ikke hvad datoen i syvende 2010 betyder, jeg har fået den ind lige NU, men bekræftende at det er “så” gammelt og så dybt interessant!!!
Ingen tvivl om, at det er den vej det skal gå.
Jeg tænker en ting (som måske allerede står der?), det er, at en væsentlig side af “gavepengene” er, at de er givet som gave. Det må være rigtig væsentligt at vi øver os i at ønske at give, for at den anden skal få flere muligheder og netop ikke med slet skjult håb om at det falder tilbage på mig, næste gang modtageren har noget at give af.
Lige som de almindelige penge (så længe de er “vores system”) blot skal flytte sig, istedet for art samle støv hos en enklet, så skal “gaven” også. Fra den ene og videre til en ny, aldrig som returkommision. Det skal være ud af glæde ved at se, at man har opdaget at der er en der har brug for mig, at jeg giver. Uselvisk. (Må man godt sige det højt?)!!!!
Kh Gitte Falk

Kommentar til Digitale Indfødte af Kjell Wernøe

Kjell Wernøe — Mon, 21 Nov 2011 15:56:12 +0000

Bravo!
Jeg kunne ikke sagt det bedre selv!
Lenge nok har menneskene krevet penge (lønn) for sitt arbeid. Det blir alles kamp mot alle. (Jeg og mitt arbeid er mere verd en deg og ditt)

Nu og i fremtiden kreves det av oss at jeg sier til den anden:
Jeg gir deg gavepenger for at du skal skal få mulighet til å arbeide.

Når jeg som gammel kulturarbeider,artist-følgesvenn og manager reflekterer for unge kunstnere (f.eks. musikkstudenter) kommer ofte spørsmålet fra dem:
“Hva kan jeg forvente av fremtiden?”
Jeg svarer:
“Det er mere fruktbart å reflektere over hva fremtiden forventer av hver og en av oss”

Vennlig hilsen
Kjell Wernøe

Kommentar til Kulturens Skjulte Styrker af peter hanke

peter hanke — Wed, 10 Nov 2010 15:27:22 +0000

Hej Mads Helbo!
Du har ganske ret i at det er fristende at instrumentalisere kulturen ved at bruge de håndværksmæssige færdigheder som ren træning og dermed effektivisering af arbejdsstyrken. Dette sker i rigt mål allerede i art & business bølgen rundt omkring i verdens virksomheder, og mange kunstnere og kulturformidlere i Danmark lever af denne aktivitet. Det er blot for uambitiøst efter min mening, og jeg ville ønske at institutionerne gik forrest med en æstetisk stærkere dagsorden.
Min pointe er, at vilje til at løse dannelsesopgaven og evnen til at se sig selv som professionel skabende ikke er modsætninger – det er en parantes i historisk perspektiv at man i dag ikke forener sit kald og professionelle pligtfølelse med en nødvendig æstetisk erkendelse. Dagens danske kulturinstitutioner har en mærkelig berøringsangst på dette område.

Kommentar til Kulturens Skjulte Styrker af Mads Helbo

Mads Helbo — Wed, 10 Nov 2010 13:03:18 +0000

Men ellers er bogen særdeles tankevækkende og inspirerende.

Kommentar til Kulturens Skjulte Styrker af Mads Helbo

Mads Helbo — Wed, 10 Nov 2010 12:58:52 +0000

Når Peter Hanke omtaler kunsten og kulturens dannelsesprojekt i Kulturens Skjulte Styrker får projektet i mine ører ofte en partikularistisk slagside. Kulturradikalismens dannelsesprojekt ønskes forladt – det var det Otto Gelsted formulerede som det at skabe en optimistisk samhørighedsfølelse – som element i kulturinstitutionernes formålsbeskrivelse og selvopfattelse til fordel for bestræbelser på at tiltrække de individer, der ønsker input til disciplinen “at være mig”. Hvad med det demokratiske projekt, “at være os”? Hvor er forpligtelsen på det?

At den humanistiske dannelse i dag skal flyttes ud i regi af virksomhedernes HR-afdelinger garanterer nok heller ikke, at det dannelsesprojekt, der historisk knytter sig til kulturpolitikken og demokratiets institutioner, reflekterer samfundsdimensionen. Der bliver nok snarere tale om retningsbestemte tæmninger, der i sidste ende skal resultere i bedre bundlinjer – og fred med det.

Kommentar til Kulturens Skjulte Styrker af Debat med en (debat)bog: Kulturens skjulte styrker.. | Spontankultur + Midlertidighed

Sat, 06 Nov 2010 20:20:32 +0000

[...] ved at læse en ret ny bog ‘Kulturens skjulte styrker‘ af Peter Hanke – Spændende og lidt provokerede! Hanke taler for at forandringer i [...]

Kommentar til Primadonna og middelmådighed af Finn Gravesen

Finn Gravesen — Fri, 15 Oct 2010 12:40:14 +0000

Det er “eneren”, vi taler om. – Og I din formulering – I forlængelse af min – underforstår du en kamp mellem primadonnaen og middelmådigheden, hvor primadonnaen sejrer til slut. Middelmådigheden får “ikke et ben til jorden” i den kulturkamp, som du underforstår. Som mangeårig formidler er jeg nok så optaget af – netop formidlingen. Og her specielt af de manges forståelse af enerens plads og nødvendigheden af undtagelsen. Ikke de korslagte arme, baseret på misundelse og fornærmelse over at nogen er bedre – men netop nysgerrigheden, funderet I behovet for det enestående, anderledes, ejendommelige. “Når nogen gør det forkerte – så sker det!” –
Din forestilling om, at “forførelsen” og det overbevisende har en så stærk gennemslagskraft, at modstanden dementeres “begavet”, forstår og deler jeg. Og samtidig er jeg kolossalt optaget af hvordan “de mange”s vrangvilje over for undtagelsen kan vendes til nysgerrighed, åbenhed og anerkendelse.

To formidlings-instanser er I spil: medier og undervisning. Og efter min opfattelse trækker de i alt væsentligt I to retninger i deres forsøg på at komme I nærheden af eneren, primadonnaen. Medierne viser i deres livsstilsmagasiner eneren som det almindelige menneske, hvis liv og bestræbelser når det kommer til stykket er som vores andres, og sådan bliver enerens ejendommelighed dementeret – undervisningen forsøger at vise eneren som et særtilfælde. Når undervisningen er bedst, stimulerer den netop elevens nysgerrig efter det særlige og understreger nødvendigheden af det anderledes, enestående, ejendommelige – primadonnaen.