En tak for sidst…. En af de sidste af Oles bemærkninger fangede mig, det at begrebet ‘frihed’ betyder ‘beskyttet af venner!’

Når vi taler om kunst er det så ikke sådan at kunstnere er frigjort, netop for at kunne besvare/forsvare og betænke friheden. Og er vi ikke alle kunstnere i den forstand – er kunstenerens eksistens så ikke dermed også et kollektivt symbol og en handling for frihed?

Jeg sidder lige nu og læser lidt op på nogle tænkere omkring pædagogik og er stødt på Ranciére og hans bog ‘den uvidende lærer’. Her lufter han nogle tanker som vi har fået i arv fra den Belgiske pædagog Jacotot, som i 1829 beskrev ‘den universelle metode’ – Ranciére udfolder herfra en filosofi om at mennesket er en ‘vilje som er støttet af en intelligens’, og det interessante er at han betragter alle intelligenser som lige. I den forstand er enhver afhængig af sin vilje til opmærksomhed, som er det redskab som vi bruger for at forstå omverden.

I en video på Youtube udfolder Ranciére således dette i forhold til læring og iagttagelse – hvor han tegner et billede af hvordan observatøren kan frigøre sig fra den formålsårsag, som vi normalt ser efter i et værk.

Jeg mener at dette er ganske relevante tanker – i forholdet til kunsten. Hvis kunsten skal tilføje ‘mere’ mening, må den netop den netop frigøres fra andre menneskelige aktiviteters formålsårsager – ellers er den bare et spejl af noget andet. Frigørelsen er altså et værn som ‘den anden’ giver og gives, kunstneren gøres fri til at udfolde det han ser. Enhver iagttager er en performer, hvor vores performans består i at improvisere over det vi ser. Kunsten består ikke i at spejle det sete 1:1, men netop i at hin enkelte giver sine unikke improviserede gendigtninger af værket….

Ranciére’s pointe, eller min videre udlægning af dette er, at frigørelsen er noget sin vi må give og gives, altså handler kunstnerens frihed i sidste ende om vores egen frihed. Tillader vi ikke kunsten, så er det vores egen frihed vi også begrænser – med den emanciperede performer som en realitet er vores frihed således demarkeret..

Dette besvare naturligvis ikke i-sig-selv det eksistentielle spørgsmål, men min pointe er netop også at det er kunstneres opgave at give os et værk hvorved vi selv igen kan udfolde svaret. Det som Ranciére ikke har givet svaret på er hvordan eller hvornår vi er der hvor vi kan kalde os frigjorte, og det er så det vi må betænke yderligere?

Vh per
http://www.youtube.com/watch?v=6k2nXNZ93a0

Et perspektiv er også at reformering af de offentlige arbejdspladser har betydet at lukning af specialeinstitutioner, hvilket giver primadommaer problemer med at lade sig integrerer i arbejdspladser, hvor generalistservice ydes borgerne.

Er der nogle der har kendskab til om der er lavet undersøgelser af, hvordan personer med primadonapersonlighedskompetencer udfylder ledelsesfunktioner? Både som driftsledere og som projektledere. Kan I anbefale litteratur om emnet? Særligt om det begrænser ledelse af personer, som ikke næres af arbejdsflow, men også i forhold til forventningsafstemning til opgaveløsning.