C.S. Lewis og primadonnaen

CS-Lewis-300x199C.S. Lewis siger i filmen “Shadowlands” at “.. pain is God’s megaphone to rouse a deaf world ..” og han fortsætter “.. we [mennesker] are like blocks of stone … the blows of His chisel, which hurt us so much, are what makes us perfect”.

Spekulerer på om der er to ting i dette som er med til at definere primadonnaen – og primadonna-trækket (i os alle?)

For det første: Er primadonnaen i stand til at udholde denne smerte (the blows) i længere tid end alle andre, f.eks. de andre typer i Helles arketype-skema? Man kan også stille spørgsmålet modsat: kan vi andre (ikke primadonnaer) ikke, eller i mindre grad, tåle smerten, f.eks. i form af manglende: anerkendelse og umiddelbare resultater, forståelse, tid, rum – måske endda hån osv.

For det andet: Ser primadonnaen (langt) klarere sit eget, og måske endda de andres, potentiale langt inde i den (klippe)blok i Lewis citatet? Og er det netop det brændstof der, når det omsættes optimalt hos primadonnaen, er det der driver vedholdenheden på den lange bane – og dermed de enestående resultater frem? Og spørgsmålet igen modsat: Er vi andre knap nok i stand til endda at få øje på blokken – og dermed langt mere tilbøje til at gribe ud efter det der ligger lige for (uden at det er en skidt kvalitet)?

HVIS svarene på mine to spørgsmål er JA, så har jeg dette til jer på bloggen (eller i blokken) til afsluttende refleksion (inden jeg vender tilbage til sidste del af dagens små-dramatiske tour-etape hvor Andy’s kæde faldt af og han mistede den gule trøje):

Er primadonnaen født 1) med en kollosal motor og 2) røntgenbriller – og sidder hun (primadonnaen) samtidig på de genetiske rettigheder – eller kan vi andre (altså os der ikke umiddelbart tror vi falder ind under pd-kategorien), hvis vi tror på dette, opbygge en lignende motor og træne vores syn så vi ikke blot ser blokken men også det perfekte i den?

Sommerhilsner
Kenneth

1 comment on this postSubmit yours
  1. Der er flere interessante PD-emner her.

    Grundlæggende hører jeg en klassisk romantisk beskrivelse af inspirationens natur og den vedholdenhed, som den udfoldede tanke om kaldet, nødvendigvis må være i besiddelse af. I tråd med forestillingen om at kunstnere sanser verden dybere og renere end andre.

    Omvendt lægger du op til en diskussion af hvor tilgængelig evnen til at lære PD adfærd er, hvilket er yderst interessant i en organisatorisk kontekst. Og det er helt OK for mig at rollemodellen måske er en utopi.

    Jeg finder Tour de France analogierne problematiske lige i denne sammenhæng (- ogindrømmer samtidig min store fascination af denne ekstremsport på anden vis). Den “kolossale motor”s relation til kaldsfølelsen mener jeg ikke nødvendigvis er udtryk for PD adfærd. Cyklisterne har instrumentaliseret evnen til at udholde smerte og disponere kræfter og intentioner. Og der er vel ligeså mange PDer blandt vandbærerne som blandt stjernerne, hvis vi skal se på evnen til at bringe ofre.

Submit your comment

Please enter your name

Please enter a valid email address

Please enter your message

Exart Performances © 2017 All Rights Reserved

Designed by WPSHOWER