Det kgl. Teaters evne til at gøre Danmark klogere

2406547618_a9f12a374c_mEt gennemgående træk ved den aktuelle debat om Det kgl. Teaters økonomiske krise er udsagnene om at “vi bliver dummere” af at den udøvende kunst ikke får optimale arbejdsbetingelser, og budgetreduktionerne er farlige for udviklingen af “det Danmark skal leve af i fremtiden” (Søren Pind, Kasper Bech Holten, Uffe Ellemann-Jensen, Claes Kastholm).

I historisk perspektiv er argumentet påvist flere gange. Oplysningstidens kombinationer af ånd, æstetik og teknologi og renæssancens eksplosive kreative udvikling af business og kunst er gode eksempler. Kunstens og filosofiens aftryk står som gigantiske pejlemærker for datidens store civilisatoriske spring i den europæiske dannelse og økonomiske magtbase. Vi øser fortsat af denne kilde, og Europas kulturelle fortrinsstilling f.eks. indenfor operagenren er skabt på dette grundlag.

Spørgsmålet er så om nutidens Danmark befinder sig i en tilsvarende tilstand, og om der virkelig er en direkte forbindelse mellem et bestemt antal dansere i balletkorpset eller operakoret på Det kgl. Teater og fremkomsten af en stærk, vidensbaseret økonomi i det danske samfund?

Hvis svaret er ja, må institutionerne og deres fortalere frembringe virkningsfulde scenarier og skabe en legitim sammenkædning mellem den viden, tradition og erkendelse, som udøvende kunstnere i de statsfinansierede organisationer besidder og det omgivende samfunds behov for andet end avanceret luksusunderholdning (Ole Birk Olesen m.fl.). Man kan ikke længere nøjes med at lave imponerende forestillinger i såkaldt verdensklasse – danskerne ønsker andre aktivt artikulerede identifikationspunkter, der møder individuelle behov og krav om medspil.

Og den ombejlede videnselite, der tidligere fandt det helt naturligt at færdes i borgerligt dannede og socialt disciplinerende kulturinstitutioner, orienterer betydeligt bredere rent kulturelt. Operaens nye chef, Keith Warner har fat i noget vigtigt i sine første meldinger om opera udenfor det fine hus, og vi må ønske ham held og lykke med at transformere sin organisations selvforståelse i den retning. Nutidens udøvende kunstnere er tjenere for en meget større ide end institutionel bekræftelse, kongelig eller ej.

Vi arbejder intenst for at der kan svares positivt på påstanden om at kunst gør samfundet klogere. Og opgaven er svær, da det kræver en massiv holdningsændring blandt kunstnerne, der meget forståeligt lider af et æstetisk kikkertsyn gennem et langt og loyalt liv til ære for institutioner med et aktuelt legitimeringsbesvær. De klassiske kunstformer har lidt et smerteligt domænetab, som ikke genvindes ved nok så smukke og rørende redningsaktioner, men snarere ved modigt entreprenørarbejde og opfindelse at nye kontaktformer mellem kunstnere og befolkning.

(Teksten er også bragt i en anden version som debatindlæg i Berlingske Tidende 17.1.2012)

About author
Dirigent, forfatter og ekstern lektor - stifter af Exart Performances og Associate Fellow ved Oxford University
Submit your comment

Please enter your name

Please enter a valid email address

Please enter your message

Exart Performances © 2017 All Rights Reserved

Designed by WPSHOWER