Warning: Cannot modify header information - headers already sent by (output started at /var/www/exart.dk/public_html/wordpress/wp-content/themes/unspoken/core/theme_options.php:1) in /var/www/exart.dk/public_html/wordpress/wp-content/themes/unspoken/functions.php on line 19

Warning: Cannot modify header information - headers already sent by (output started at /var/www/exart.dk/public_html/wordpress/wp-content/themes/unspoken/core/theme_options.php:1) in /var/www/exart.dk/public_html/wordpress/wp-includes/feed-rss2.php on line 8
Exart Performances http://exart.dk Learning concepts of music, philosophy and leadership Thu, 09 Mar 2017 12:50:32 +0000 da-DK hourly 1 https://wordpress.org/?v=4.7.19 Kunstig intelligens er over os http://exart.dk/kunstig-intelligens-er-over-os/ Thu, 09 Mar 2017 11:02:40 +0000 http://exart.dk/?p=1980

Som det, der erstatter arbejdet, vil KI forandre vores mulighed for at gøre vore personlige erfaringer under arbejdsprocesserne, fordi vi må tilordne os maskinens begrebsverden. Formodentligt kan det også påvirke vores måder at kommunikere på, og ikke mindst den autoritet, som udøves over os, da dens ansigt jo er maskinens, og dermed en teknologisk inkorporeret og urørlig rationalitet.

af Ole Fogh Kirkeby

Det er ironisk, at jeg i firserne skrev nogle af de første bøger om Kunstig Intelligens på dansk. Ironien fremstår i lyset af det faktum, at man dengang havde det samme perspektiv på disse teknologier som nu, og at teknologierne var udviklet i deres basis, men at tiden endnu ikke var moden til at indføre dem.

Formålet var klart, dengang som nu: At automatisere det ”åndelige arbejde” (som Marx kaldte alt ikke-manuelt arbejde). Man uddannede såkaldte ”videns-ingeniører”, der havde til opgave at udvinde eksperters viden med henblik på skabelsen af videns- og praksis-baser. Disse bestod af formaliserede data, der kunne indgå i hypotetisk-deduktive slutningskæder på grundlag af algoritmer. Disse algoritmer, der var klassiske eksempler på lineær logik, dog ofte forsøgsvis suppleret med fuzzy logic, var alle begrænset indenfor en digital horisont, også selvom de kunne implementeres af meget mere avancerede ”logikker” end anden ordens prædikat kalkylen – f.eks. lambda-funktionerne med et stort antal ubundne variable. Teknologierne bag denne klassisk, algoritmiske approach var såkaldt ”parallel distribueret processering”, autonome processeringsforløb med indbyrdes kommunikation.

Men allerede dengang begyndte neurale netværk med deres spontant genererede algoritmer at sætte en ny horisont for drømmen om maskinintelligens, og bag dem lurede drømmen om de biologiske chips.

Dengang, i firserne og halvfemserne blev resultatet automatisering af kontormiljøer, fjernelse af fag som typografernes, og den begyndende produktion af numerisk styrede arbejdsmaskiner og robotter med deres destruktion af værktøjsmagernes og de faglærte metalarbejderes fag. Også visse CD/CAM funktioner blev automatiserede. Men så gik projektet ellers ned i tempo, bortset fra krigsteknologierne. Ingeniører og ”anden ordens” programmører, der kunne programmere måden hvorpå man programmerer effektivt på, var stadigvæk af kød og blod.

Årsagerne til denne tornerosesøvn var flere. For det første den teknologiske barriere, at kognitive science, KI projektets meta-videnskab, endnu ikke havde knækket nogen koder angående vores evne til at danne algoritmer på rent induktivt, altså at få computeren til at drage slutninger på baggrund af det, den har lært, og formulere ideer om sin læring i naturligt sprog. Maskinerne skulle stadigvæk have hjælp af mennesker i dette projekt. De kunne ikke lære at lære. Det er denne kode, som man nu er meget tættere på at knække, og dermed gentages den økonomiske fordel som de numerisk styrede arbejdsmaskiner allerede besad, når de gjorde værktøjsmagerne overlødige, nemlig at begynde at kunne fjerne mellemniveauet af IT-kompetence.

For det andet er computerne blevet meget stærkere. Men som The Economist lige har skrevet i en artikel kan de stadigvæk ikke anvendes på sig selv til pålideligt at diagnosticere deres egne fejlkilder og dermed næppe ukritisk indenfor neuroscience (January, 21st-27th.: Modelling brains: Does not compute)

For det tredje er der udviklet et perspektiv på levende organismer, der betragter disse som komplekse systemer, der behandler information gennem en kombination af hardware og software. Dette gør KI tilgangen indlysende til biologi, neurobiologi og medicin indlysende.

For det fjerde er der udviklet en række nye forskningsområder og dermed teknologier, der gør KI oplagt, herunder reproduktion af hørelse, tale og lugt, og anvendelsen af nano-perspektivet.

For det femte er datamængden indenfor videnskaberne steget eksponentielt, både hvad angår bredde og dybde, og dermed behovet for radikale søgeprocedurer, et behov KI er skabt til at opfylde, både hvad angår målrettet og random search. Det klassiske KI felt, mønstergenkendelse, der skabte målsøgende raketter og droner, smelter nu sammen med videnskabelig hypotesedannelse.

For det sjette er de services som call centers har ydet ikke længere af fornøden kvalitet, så de omkostningsfordele de gav, bliver mindre betydningsfulde. Texanere vil svares på deres dialekt, ikke på pidgin-engelsk, og det kan maskiner nu sammen med tyve andre dialekter.

For det syvende er virtual reality i egenskab af den nye underholdningsindustri afhængig af KI teknologier.

For det ottende er den industrielle produktion efterhånden så automatiseret, at robotter til at programmere, styre, og kontrollere robotter og ikke mindst kvaliteten af deres output giver enorme gevinster for real time processer.

Det springende punkt er distinktionen mellem KI som hjælpefunktion ved menneskeligt arbejde og som den teknologi, der erstatter dette arbejde. Elon Musk, Stephen Hawkins, og den engelske hofastronom, Lord Rhees, anser alle KI i egenskab af autonomt system som en fare for menneskehedens overlevelse på line med kometer og atomkrig.

Som det, der erstatter arbejdet, vil KI forandre vores mulighed for at gøre vore personlige erfaringer under arbejdsprocesserne, fordi vi må tilordne os maskinens begrebsverden. Formodentligt kan det også påvirke vores måder at kommunikere på, og ikke mindst den autoritet, som udøves over os, da dens ansigt jo er maskinens, og dermed en teknologisk inkorporeret og urørlig rationalitet. Der vil også være nye former for arbejdsdeling indbygget i KI, fordi det kun er dens konstruktører eller eliteprogrammører, der kan afkode grundlaget for dens produkter og performance. Dermed skabes en ny form for fremmedgørelse, der vil ramme alle og ikke kun som før de arbejdere, der var et vedhæng til samlebåndet, eller små repetetivt slidende tandhjul af kød og blod blandt tusinde andre på enorme fabriksgulve.

KI vil skabe arbejdsløshed i hidtil uhørt skala, og ikke kun blandt de klassiske fabriksarbejdere, blandt mellemuddannede som advokatsekretærer, men i de grupper som den oprindeligt blev tænkt til at gøre overflødige, de såkaldte ”eksperter”. Borgerløn lyser op i horisonten, men det ikke de eneste politiske problemer, de største handler om magt. For hvorfor skulle forskellige computere besidde samme viden, når mennesker altid har kæmpet om sandheden? Computersystemer vil blive brugt som legitimerings-kanoner og de grupper, der har magten, deres systemer vil have sandheden. Det er en illusion af tro, at KI vil skabe databaser, hvis indhold og indlæring er neutralt og objektivt. Her vil der i sandhed blive en kamp om ”alternative facts”.

Men andre problemer kommer til. Når lægen og advokaten, ja dommeren, er en robot, så opstår der etiske problemer af dimensioner, så snart konklusioner skaber fejlbehandling eller kræver anke. Vi er tilbøjelige til at projicere liv animistisk ind i computeren, og den dag kommer, da den vil få øjne. Men selvom vi gerne vil tro det, så ser den os ikke.

]]>
Hvem er det, der lærer at lære? http://exart.dk/hvem-er-det-der-laerer-at-laere/ Tue, 28 Feb 2017 12:33:44 +0000 http://exart.dk/?p=1886

Når produktionen af materielle produkter til dagligdagen langsomt erstattes af ulegemlige computerfunktioner og luksusartikler – der tilmed styrer oplevelsesindustrien – så forsvinder arbejdet som grundlag for ikke blot eksistensens nøgne vilkår, men også netværket af interrelationer.

 

af Ole Fogh Kirkeby

For snart tredive år siden, i 1990, udgav Peter M. Senge bogen ”Den femte disciplin – den lærende organisations teori og praksis”. Den havde stor indflydelse på det danske forsknings- og konsulentmiljø indenfor organisationsteorien. 2017 Januar 14th – 20th nummeret af The Economist har titlen, ”Lifelong Learning. How to survive in the age of automation.” Meget er sket i de 27 år, der er gået mellem de to publikationer. Lad mig ridse noget af det op.

For det første er organisationen ved at miste sin karakter af en samlet organisme. Udlicitering af jobs til de oversøiske lande er en udvikling, der har været på vej længe, men suppleres nu af en helt anden form for outsourcing, af et forlagssystem, hvor det ikke er rekvirenterne, der sætter dagsordenen, men de elitearbejdere, der påtager sig opgaverne samtidig med at definere dem. Det er de såkaldte in-traprenører, de innovativt og teknologisk hyperkompetente, der kan levere virksomhedernes nye guldbarrer, de produkter, der forvandler markeder ved at foregribe og opfinde behov og tilmed brug af materialer og udvikling af processer. Disse in-traprenører får let en rådgiver- og konsulentstatus, og dermed opererer de på baggrund af juridiske rettigheder, der gør dem til medejere, eller licenshavere, af de produkter, de undfanger og skaber. Organisationen er dermed ikke subjektet for læring, med en ramme, der udmærket kunne være anderledes, med mindre kravene til kapital og faciliteter er tilstrækkeligt store. Intraprenørerne er gæster og værter, en dobbelt betydning som roden til ordet ”gæst”, ”ghos-ti” besidder, og de er fremmede og fjender, endnu to betydninger af denne mangfoldige rod. Det er altså intraprenørerne, der styrer læringsprocesserne, ikke organisationen.

Men denne autonomi, der er god for de højt uddannede, begavede, og initiativrige, den er fatal for ikke blot de lavt uddannede, og de manuelt arbejdende, men også for mellemuddannede, dvs. for de IT-uddannede. Selvkørende lastbiler vil reducere behovet for chauffører, men der vil stadigvæk være nicher, hvor teknologien ikke slår til. Den gennemsnitslige IT-kompetence vil derimod overflødiggøres over én kam af den kraftfulde teknologi, der nu endelig er modnet så meget, at dens knopper brister, Kunstig Intelligens.

For det andet er Kunstig Intelligens med andre ord ved at blive en realitet. Nu kan man med en vis lethed lave programmer, der programmerer alle de gennemsnitslige system-funktioner som gav PROSA-medlemmerne privilegier og en høj gennemsnitsløn – og programmer, der lærer af deres egen programmering, altså tredje-ordens-programmer. Det betyder, at der opstår et helt nyt lærings-subjekt, computeren selv.

Da den nye programmeringsbølge også vil skabe robotter på alle de områder, der før gav plads til manuelle arbejdere, og de lavest tænkelige lønninger ikke længere kan kompensere for teknikkens alsidighed, præcision og ”evidensbaserede” funktionsmåder, så står vi overfor en global arbejdsløshed, der ikke kan modvirkes af læringsmål i organisationer – og individer vil ofte mangle de basiskundskaber og de midler, der gør omskoling mulig.

Samlebåndsarbejde, minedrift, markarbejde, rengøringsfunktioner, billetkontrollører, alle de klassiske blue collar funktioner, vil snart være borte.

Dertil kommer, at arbejdsmarkedet for konsument-service, der endnu gav arbejdende kroppe plads i det sociale rum, erstattes af e-handelens legemløshed. Vi kan reagere imod denne tendens ved at oprette uendelige mængder af madhuse og barbersaloner i amerikansk stil, køre turister i asiatiske kuli-cykler, og sælge sukkermandler på Strøget, men en nation kan ikke leve af at dens borgere barberer og bespiser hinanden.

Når produktionen af materielle produkter til dagligdagen langsomt erstattes af ulegemlige computerfunktioner og luksusartikler – der tilmed styrer oplevelsesindustrien – så forsvinder arbejdet som grundlag for ikke blot eksistensens nøgne vilkår, men også netværket af interrelationer. ”Arbejde” betyder oprindeligt ”lidelse”, men det har samtidig været en – godt nok ofte undertrykkende og ideologisk overmalet men trods alt – basis for social og politisk frihed.

Hvad så, nu, da det er computerne, der bliver de nye borgere?

 

]]>
Nysgerrighed – kulturens enzym. Eller: Spørge-Jørgen som rollemodel http://exart.dk/nysgerrighed-kulturens-enzym-eller-spoerge-joergen-som-rollemodel/ http://exart.dk/nysgerrighed-kulturens-enzym-eller-spoerge-joergen-som-rollemodel/#respond Mon, 05 May 2014 09:18:09 +0000 http://exart.dk/?p=920 LandscapeBroen over kulturkløften mellem eneren og massen bygges af nysgerrighed – efter det anderledes, det unikke, det ”nie Erhörte”. Når eneren, primadonnaen finder sit udtryk, er det blevet til af nødvendighed og i et unikt sprog – uafhængigt af etablerede autoriteter og dogmer. Til forskel fra hverdagens, det almene udtryk, som netop består af vedtagne standarder, aftalte symboler og trygge vendinger.
For nu at holde fast ved ”kløften” som en metafor for det , der adskiller de to, vil vi nu ikke koncentrere os om selve kløften, men om dens to sider – og broen over. Det er primadonnaen vs middelmådigheden – det er eneren vs de mange – det er avantgarden vs hæren – det er det unikke vs gentagelsen – det er kunstneren vs håndværkerne.
Forbindelsen mellem de to aktører i situationen har ét medium: oplevelsen. Og forudsætningen for oplevelsen er nysgerrigheden. Det er nysgerrigheden, der tvinger pioneren til at stille spørgsmålstegn ved det, han møder, at udforske det – og det er nysgerrigheden, som baner vejen for publikums oplevelse.
Nysgerrigheden er formidlingens enzym, den nødvendige forudsætning for at det unike udtryk får et publikum. – Ikke formidlerens tilgængeliggørelse af det kunstneriske udsagn, ikke ”reader’s digest” ellers ”læs let”. Men konfrontationen med det unike – og med nysgerrigheden som drifkraft og medium. Formidleren, ”opdrageren” skal forstå kunstnerens indre pligt til at skabe det enestående – og samtidig insistere på publikums pligt til at slippe den medfødte nysgerrighed løs på det ukendte – og opleve!

Når så PISA- undersøgelser og OECD-standarder igen og igen afstedkommer krav om ’tilegnelse af stoffet’, af de ’reale kundskaber’ og at aspiranterne til voksenlivet ved individuelt aflagte prøver og eksaminer viser, at det tilegnede sidder hvor det skal,- så falder tanken snarere på Handelshøjskolen end på Højskolen. Og vi har set flere venstre undervisningsministre, der har sat de fastlagt værdier og evalueringen af såvel lærere som elever forrest i prioriteringen. Den nationale kanon bestemmer hvad vi skal opleve – kommissærerne hvordan.
”Kanon” – det nationale pensum – er en perlerække af unika, serveret som færdigret for hvem der måtte have behov. ”Falkenstjerne” i storformat. Den står der – indbundet og på nettet – enernes hjerteblod om livets og dødens mærkværdigheder. Lad den ikke blive mål for artig facitliste og indenadslære – men lad den blive angrebet af en hær af nysgerrige, som rækker ud efter den med stædig nysgerrighed – kulturens enzym.

]]>
http://exart.dk/nysgerrighed-kulturens-enzym-eller-spoerge-joergen-som-rollemodel/feed/ 0
Musikinstitutionernes trusselsbilleder, og deres utidssvarende forsvarsværker http://exart.dk/musikinstitutionernes-trusselsbilleder-og-deres-utidssvarende-forsvarsv%c3%a6rker/ http://exart.dk/musikinstitutionernes-trusselsbilleder-og-deres-utidssvarende-forsvarsv%c3%a6rker/#respond Sat, 03 Mar 2012 21:41:13 +0000 http://exart.dk/?p=1232 4776061965_be488d90de_m(denne blogpost er det første af to, som bygger på et oplæg, Casper Hernández Cordes holdt ved arrangementet “Art Beyond Entertainment“, arrangeret af exart.dk)

Hvis man vil prøve at forstå musiklivets situation ud fra, hvordan musiklivets organisationer ser på den for øjeblikket, vil man støde på en fortælling om tre  trusselsbilleder: pirateriet, publikumsflugt, og krisen i musikkens fødekæde.

Både de trusler, man ser og de strategier, man indenfor det etablerede musikliv imødekommer truslerne med, har en baggrund i et paradigme som hører til i industrisamfundet.

At man overhovedet betragter det vi kalder pirateri som et problem, hænger sammen med en forståelse af det kunstneriske arbejde som noget der giver sig til udtryk i værker. Et værk har en navngiven afsender og en anonym masse som modtagere, – eller det vi kalder publikum. Værket bliver betragtet som originalen, og det er klart, at når man har en original, så er det også muligt at lave kopier. Cocacola kæmper for at hemmeligholde opskriften på det her brune sukkervand, og det betragtes som en kolossal trussel, hvis nogen skulle få fat på opskriften og lave piratcola. På samme måde imødekommer musiklivets institutioner det vi kalder musikpirateriet ved at kæmpe for musikernes ophavsret. Ved at fastholde værket som det sted, hvor det kunstneriske arbejde udfolder sig, har man lagt sig i forlængelse af industriens måde at fungere på, og når man oplever Internettet som en trussel mod en naturlig tilstand, som vi hyggede os med i de go’e gamle dage, så mener jeg at det er en stor misforståelse. Internettet og mulighederne for at kopiere og dele musikalske værker er kun en accentuering af en problemstilling, som hele tiden har været der. Det, som pirateriet viser er, at ideen om kunstnerisk arbejde, som noget der kan lukkes inde og beskyttes i en sort boks, altså værket, er et historisk misfoster, avlet i en periode, hvor kulturen er blevet til en industri, som på den ene eller anden måde skal tilfredsstille behov hos en anonym, segmenteret modtagergruppe.

Den anden store trussel, som musiklivets aktører, og særligt de aktører, som jeg kender til, altså dem som varetager det som nogle kalder de avantgardistiske partiturkomponisters interesser, er problemet med publikum. Det er et tema, som meget hyppigt er oppe og vende i ‘miljøet’, og man hører udtalelser som ”nu gider komponisterne ikke engang at komme til hinandens koncerter’. Altså selv tordenskjolds soldater har marcheret forbi for sidste gang. For at komme denne her  trussel i møde, laver man forskellige projekter som på den ene eller anden måde skal få mennesker som normalt ikke har kendskab til de her musikformer til at komme i kontakt med dem. Men man vil dog ikke ændre på selve musikken. Altså produktet er det samme, men konsumenten skal lære at kunne lide det. Kan du ikke lide spinat? Hvad med at spise det på en tallerken fra Royal Copenhagen? Jeg mener, at problemet ligger i den måde, vi betragter det kunstneriske arbejde, nemlig som noget der foregår som en individuel manøvre, og som noget, der skal være originalt, nyt aldrig hørt før. Som avantgardistisk partiturkomponist, skruer jeg mig op i en grasserende avantgardespiral, i en autistisk manøvre, hvor der ikke er levnet plads til en virtuel anden, f.eks. dig. I det her ligger der en parallel til industrisamfundets evige bud om vækst; der skal opfindes nye produkter, skabes nye behov, og konsekvenserne kender vi jo.
Afstanden til publikum er én ting, noget andet er de musikalske produkter, der rent faktisk når ud til de brede masser. Og her fungerer musikerne som eksperter i at producere musik. Som forbruger må jeg sidde passivt og kigge på en gryde der er brændt ubehjælpeligt på; indtil cilit bang kommer og giver mig en løsning. På samme måde må jeg som musikforbruger sidde passivt og vente til musiker-eksperterne kommer med det næste musikprodukt, jeg kan konsumere.

Den tredje trussel, musiklivets institutioner bekymrer sig om, har at gøre med det vi kalder den musikalske fødekæde. Problemet er, at den for tiden lider et knæk, nu hvor bl.a. musikundervisningen i folkeskolen er blevet så skammeligt amputeret. Der er blevet og bliver udviklet en del forskellige projekter, som skal bygge en bro imellem almindelige skolebørn og den verden af ny musik, klassisk musik osv., som de fleste aldrig nogensinde møder. Udover at der er en helt naturlig grænse for, hvor mange af de 580.000 skolebørn i DK vi kan nå med vores sporadiske og dybest set underfinansierede initiativer, så er der stadig spørgsmålet om, hvilket kunstsyn, vi har med os når vi møder de små publikumer. Hvis vi fastholder værket som det kunstneriske arbejdes resultat, og hvis vi samtidig opererer med genre, som den særlige, unikke måde vores værker et skruet sammen, så har vi meldt os ind i en mekanisme som minder om den, markedet bygger på. Det handler om tilfredsstillelse af behov. Så er der bare det, at vi bare ikke kan konkurrere om at tilfredsstille musikalske behov, fordi vores genre, – selvom den befinder sig højere, ja højest i det uofficielt officielle genrehierarki -, bare ikke siger de stakkels børn lige så meget som de genrer de har inderliggjort gennem x antal timers lytning til industripop.

Når musiklivets institutioner peger på pirateriet, på publikumsflugten og fødekædens knæk som de største trusler mod musiklivet i Danmark, så hænger det sammen med at musiklivets institutioner er sat i verden for at forsvare musikernes og komponisternes interesser. De lever af at gøre det. Derfor er løsningerne også orienteret mod musikerne og komponisternes overlevelse. Det er ikke et problem at der findes genreorganisationer, som skal hjælpe deres medlemmer med at få bedre muligheder for at finde ny leveveje. Problemet er, hvis det er genreorganisationerne og det kunstsyn, som de har med sig, som tegner hele udviklingen i musiklivet i Danmark. Jeg synes, man kan spørge om dét problem det danske musikliv står med, er musikere der ikke kan leve af at lave deres musik. ELLER om problemet er at vi har en befolkning der ikke har et inderligt, medskabende og reflekteret forhold til deres egen musikkultur. Jeg mener, at det sidste er langt vigtigere at se på. Men hvilken interesseorganisation varetager det?

Læs videre her: Hvorfor laver vi musik?

]]>
http://exart.dk/musikinstitutionernes-trusselsbilleder-og-deres-utidssvarende-forsvarsv%c3%a6rker/feed/ 0
Kunsten som social teknologi? http://exart.dk/kunsten-som-social-teknologi/ http://exart.dk/kunsten-som-social-teknologi/#respond Mon, 20 Feb 2012 17:24:55 +0000 http://exart.dk/?p=1218 7077365377_03b822bd0e_nEn teknologi er bestemt af det formål at skabe en genstand eller en ydelse, for hvilken der et artikuleret behov, gennem en teknik. Dette er en funktionel relation, og Aristoteles bestemte den eksplicit som sådan, nemlig gennem ”techne” og ”poiesis” modsat ”praxis” og ”pragma”, den handling, der kan udføres for sin egen skyld. Siden 1700-tallet har den sekulariserede kunst udmærket sig ved selv at producere behovet, og produktet. Dermed har den virtuelt defineret sit udgangspunkt som hinsides funktionalismen. Sagt med andre ord, kunsten kan, ligegyldig hvor mange formål økonomer, sociologer og kunst- og kulturhistorikere, tilskriver den, sige sig fri fra at være en social teknologi.

Bevares, kunsten opstår sikkert af ritualet og dekorationen, der begge er funktionelle fænomener, men så snart kunstarterne får deres egne markante udtryk, så har enhver genre, ikke en niche hvori, men en åbning ud til, en a-strategisk dimension. Heinrich von Kleists dramaer, Hölderlins digte, Schuberts musik, Caspar David Friedrichs malerier, Zolas romaner og Rodins skulpturer, står halvt inde i en virkelighed, der ikke opfylder noget socialt formål. De er ikke sociale teknologier, der skal forsone klasse-modsætninger, flytte den politiske kritiks fokus, styrke nationalfølelsen, forsone med kropserfaringen, eller bidrage til empati og identifikation med de undertrykte. Det skyldes slet og ret, at ingen social teknologi kan opfylde den funktion kompromisløst at søge frihed for tanke og følelse. Denne vilje til frihed kan ikke altid genfindes i den kunstneriske form, omend meget ofte. Dog må man ikke forveksle kunstens eksperimenter med formen og så den tyngde og intensitet, hvormed den frigør sig fra alle strategiske hensyn. Den spektakulært nye form kan netop fungere som social teknologi, fordi den gør kunsten til en vare, paradoksalt, ved at gøre den til et giffengode.

Der rives og flås i kunsten for at inddrage den med hud og hår i markedet, og for at gøre hver tøddel af den funktionel. Forsvaret for dens åbenlyse funktion som analogiske reservoir for udviklingen af strategier på ledelsens og organiseringens område, er det nyeste eksempel. Men i sit væsen handler kunsten om menneskets evne til at forsone sig med det vilkår, at det er et talende dyr, der skal dø. Kunstens frirum er alvoren. Arbejdsglæden, mesterskabet, komikken og det dramatiske, tragedien, glæden, kærligheden, selv jublen, alle er de villige objekter for det social-teknologiske projekt. Kroppen kan støbes i plastik efter døden, og menneskers dødskamp kan foreviges på fotografier og film. Alt kan det føres ind i funktionalismens og strategiernes svikmølle, og ikke mindst, jo skønnere det er. Det menneskelige vilkår og den menneskelige misere kan udnyttes æstetisk og kommercielt til det yderste, og al kunst kan blive dele af magtens maskineri.

Men alvoren er ingen social teknologi, for alvor betyder oprindeligt fra tysk, det, der er fuldkommen sandt, og hvordan i himlens navn skulle det kunne være socialteknologisk?

]]>
http://exart.dk/kunsten-som-social-teknologi/feed/ 0
Musik som social teknologi http://exart.dk/musik-som-social-teknologi/ http://exart.dk/musik-som-social-teknologi/#respond Mon, 13 Feb 2012 17:09:33 +0000 http://exart.dk/?p=1202 Schuhsohlenabdruckexart.dk har spurgt Casper Hernández Cordes om et oplæg forud for seminaret 1. marts

Jeg har tidligere brugt det billede om musiklivets organisationer, at de står med fødderne solidt plantet i industrisamfundets beton. Med billedet sigter jeg  til den måde, musiklivets organisationer begrebsliggør det kunstneriske arbejde, nemlig som noget der kan gøres op i et værk med en titel, en varighed og en ophavsmand (m/k), ligesom industrien kunne gøre et produkt op som noget der besad nogle særlige karakteristika, kodificeret i et blueprint og ophavsretligt sikret via en patentering.

For tiden er der en del debat mellem de konkurrerende genreorganisationer om fordelingen af midler til musiklivet. Det er stærkt ironisk i denne debat, når man hører de forskellige aktører insistere på, at genre ikke spiller nogen rolle, vel vidende at organisationerne, de repræsenterer ville bryde sammen, hvis ikke den tydelige opdeling i genrer blev fastholdt.

Tendensen underbygges fra statslig side, i det støttestrukturen i de statslige kunstudvalg baserer sig på et armslængdeprincip hvor et i loven indskrevet udsnit af genreorganisationer får rollen som gatekeepers og i ret udstrakt grad bliver dagsordensættende for de kunstneriske aktiviteter. Der er både fra statslig og organisatorisk side en almindelig konsensus omkring værket som den størrelse, den kunstneriske proces skal vurderes på, og samtidig fastholdes musiklivet i en udynamisk og hierarkiseret forståelse af genre.

Industrisamfundets beton begynder nu som bekendt på alle måder at krakelere,  og ligesom langt mere bæredygtige og kollektive måder at organisere de forskellige menneskelige aktiviteter pibler frem, lige sådan er der brug for en nytænkning af musiklivets organisationer og den statslige kunststøtte. Ideen om den skabende kunstner underbygges af den almindelige konsensus i musiklivets og de statslige støtteorganisationer og den reproduceres igennem den måde, organisationerne honorerer det kunstneriske arbejde, nemlig som noget, der munder ud i værker, og som udtrykker sig indenfor en genre.

Man kan spørge, hvad det er, den skabende kunstner skaber. Hvad skaber vi mennesker i det hele taget? Forestillingen om, at vi kan skabe noget, og at vi skal skabe noget, og at det skal være nyt, er et bærende element i dette billede, og det har stærke paralleller til den måde industrisamfundet fungerede, med dets evige og altfortærende krav om vækst.

Der er behov for nogle nye billeder, som kan hjælpe de kunstneriske processer fri af industrisamfundets krakelerende fundament. Det første arbejde går ud på at identificere steder, hvor det vil være relevant at inddrage kunstneriske processer for at facilitere forandringer. Jeg har tre forslag:

Innovation er som bekendt buzzet ind på dagsorden, men der er brug for en tydeliggørelse af det. Hvilket spørgsmål er innovation svaret på? Meget af debatten trækker os ned på bundlinjeovervejelser, men jeg mener, at perspektivet må bredes meget mere ud. Skal innovation fungere som væktsfremmer for en hensygnende (national)økonomi? For mig at se må vi starte med at definere innovation som noget, der fører til nye løsninger på gamle problemer. Hvis kunstneriske processer skal bringes i spil i forbindelse med innovation må det være som led i bestræbelserne på at udvikle, (gen)finde og kombinere teknologier,  procedurer og organisationsformer, på en måde så det kommer flest muligt til gavn, og med forbrug af færrest mulige ressourcer.

Et andet sted, hvor kunstneriske processer vil være relevante, har at gøre med hvordan vi omgås hinanden. Der er et stadigt stigende behov for at grupper af mennesker, som ikke tidligere har kendt til hinanden, nu skal være i stand til at løse opgaver sammen. Vi har brug for øvelse i at se på tingene med ‘den andens’ blik. Nøgleordene for denne problemstilling er inklusion og perspektivomdannelse.

Det tredje sted jeg vil tage med handler om, hvordan vi forholder os til det sted og de kollektiver vi befinder os i. Det er en stor udfordring for mange af os at finde ud af, hvor vi hører til, og denne potentielle rodløshed bliver forstærket af, at selve ideen om et ’sted’ er under voldsom forandring. Hvor er jeg, når jeg er på Facebook!? Her er nøgleordene identitet, tilhørsforhold og empowerment.

Fælles for de tre opmærksomhedssteder er, at der er tale om situationer, hvor elementer som ikke hidtil har eksisteret i samme rum, nu skal passes sammen, kombineres, integreres eller komponeres i en ny fælles sammenhæng. Når jeg hævder at de kunstneriske processer netop egner sig til at facilitere forandringer her, så bygger jeg det på en forståelse af kunst som noget, der kan oversætte imellem forskellige tilsyneladende uforenelige områder.

Kunstnerne arbejder allerede på måder, som laver en oversættelse mellem forskellige tilsyneladende uforenelige områder, og mange af de metoder kunstnerne bruger, såsom imitation, parodi, citat, parafrase, collage, remix, mm. er eksempler på, at disparate elementer bringes ind i en ny fælles, hybrid sammenhæng, som vi af en eller anden grund er parate til at acceptere.
Udfordringen bliver nu at finde ud af, hvordan de kunstneriske processer, som indtil videre med hård hånd forsøges fastholdt i selvrefererende, isolerede kredsløb, kan lukkes op og indgå i de andre kredsløb.

Der er behov for en nytænkning af den måde, vi organiserer musiklivet, og givetvis kunstlivet som sådan, og af de honoreringsmekanismer vi har valgt, som fastholder de kunstneriske aktiviteter i en forældet værk- og genretænkning. Som inspiration til dette arbejde mener jeg, vi kan vende blikket mod de nye måder at organisere de menneskelige aktiviteter, som jeg tidligere illustrerede ved at lade dem pible frem af den hastigt eroderende industrielle beton.

Det er en større skude der skal vendes, og i mellemtiden bliver opgaven at skabe et overblik over de aktiviteter der allerede er i gang i det her hybride felt, jeg i denne tekst cirkler omkring. Det andet arbejde jeg vil frem til her, kommer til at have at gøre med opsamling og deling af viden om de situationer, hvor kunstneriske processer har faciliteret forandring i sociale, læringsmæssige og andre sammenhænge. Der skal gøres nogle tanker over hvilke forudsætninger der skal være tilstede for at det kan lykkes. Og så kan vi ikke komme uden om, at kunsten jo med hele denne manøvre bliver trukket godt ned i sølet, så at sige, og den uundgåelige diskussion om, hvilke dele af sølet, den skal gå i forbindelse med bliver trukket helt frem i lyset.

Det centrale i billedet med den faciliterende kunstner er ideen om en oversættelse, og det svage punkt bliver derfor at finde ud af, hvad pokker det er der sker i denne oversættelse, og hvordan den så at sige kan føde tilbage i systemet og generere en forandring. Kunstneren gør sin ting og iværksætter en proces, efter alle kunstens regler, som man siger, hvor forskellige karakteristika trækkes ud af én sammenhæng og blandes med karakteristika fra en anden sammenhæng. Når denne hybridisering foregår i et medium, som deltagerne ikke normalt har oplevet disse karakteristika i, for eksempel i lyd, hvordan kan de så etablere en forbindelse tilbage til noget som giver mening for dem?

Hvordan kan den faciliterende kunstner støtte de medvirkende i de kunstneriske processer til dels at få øje på, hvad der sker i oversættelsen og dels at gå ind i den refleksionsproces, der skal til for at bruge det de har set til at udvikle nye måder at handle og tænke på?”

]]>
http://exart.dk/musik-som-social-teknologi/feed/ 0
Det kgl. Teaters evne til at gøre Danmark klogere http://exart.dk/det-kgl-teaters-evne-til-at-g%c3%b8re-danmark-klogere/ http://exart.dk/det-kgl-teaters-evne-til-at-g%c3%b8re-danmark-klogere/#respond Sun, 15 Jan 2012 10:43:05 +0000 http://exart.dk/?p=1142 2406547618_a9f12a374c_mEt gennemgående træk ved den aktuelle debat om Det kgl. Teaters økonomiske krise er udsagnene om at “vi bliver dummere” af at den udøvende kunst ikke får optimale arbejdsbetingelser, og budgetreduktionerne er farlige for udviklingen af “det Danmark skal leve af i fremtiden” (Søren Pind, Kasper Bech Holten, Uffe Ellemann-Jensen, Claes Kastholm).

I historisk perspektiv er argumentet påvist flere gange. Oplysningstidens kombinationer af ånd, æstetik og teknologi og renæssancens eksplosive kreative udvikling af business og kunst er gode eksempler. Kunstens og filosofiens aftryk står som gigantiske pejlemærker for datidens store civilisatoriske spring i den europæiske dannelse og økonomiske magtbase. Vi øser fortsat af denne kilde, og Europas kulturelle fortrinsstilling f.eks. indenfor operagenren er skabt på dette grundlag.

Spørgsmålet er så om nutidens Danmark befinder sig i en tilsvarende tilstand, og om der virkelig er en direkte forbindelse mellem et bestemt antal dansere i balletkorpset eller operakoret på Det kgl. Teater og fremkomsten af en stærk, vidensbaseret økonomi i det danske samfund?

Hvis svaret er ja, må institutionerne og deres fortalere frembringe virkningsfulde scenarier og skabe en legitim sammenkædning mellem den viden, tradition og erkendelse, som udøvende kunstnere i de statsfinansierede organisationer besidder og det omgivende samfunds behov for andet end avanceret luksusunderholdning (Ole Birk Olesen m.fl.). Man kan ikke længere nøjes med at lave imponerende forestillinger i såkaldt verdensklasse – danskerne ønsker andre aktivt artikulerede identifikationspunkter, der møder individuelle behov og krav om medspil.

Og den ombejlede videnselite, der tidligere fandt det helt naturligt at færdes i borgerligt dannede og socialt disciplinerende kulturinstitutioner, orienterer betydeligt bredere rent kulturelt. Operaens nye chef, Keith Warner har fat i noget vigtigt i sine første meldinger om opera udenfor det fine hus, og vi må ønske ham held og lykke med at transformere sin organisations selvforståelse i den retning. Nutidens udøvende kunstnere er tjenere for en meget større ide end institutionel bekræftelse, kongelig eller ej.

Vi arbejder intenst for at der kan svares positivt på påstanden om at kunst gør samfundet klogere. Og opgaven er svær, da det kræver en massiv holdningsændring blandt kunstnerne, der meget forståeligt lider af et æstetisk kikkertsyn gennem et langt og loyalt liv til ære for institutioner med et aktuelt legitimeringsbesvær. De klassiske kunstformer har lidt et smerteligt domænetab, som ikke genvindes ved nok så smukke og rørende redningsaktioner, men snarere ved modigt entreprenørarbejde og opfindelse at nye kontaktformer mellem kunstnere og befolkning.

(Teksten er også bragt i en anden version som debatindlæg i Berlingske Tidende 17.1.2012)

]]>
http://exart.dk/det-kgl-teaters-evne-til-at-g%c3%b8re-danmark-klogere/feed/ 0
Hvorfor er kunsten nødvendig for erhvervslivet i krisetider? http://exart.dk/hvorfor-er-kunsten-n%c3%b8dvendig-for-erhvervslivet-i-krisetider/ http://exart.dk/hvorfor-er-kunsten-n%c3%b8dvendig-for-erhvervslivet-i-krisetider/#respond Mon, 09 Jan 2012 21:12:27 +0000 http://exart.dk/?p=1136 7078051857_e5b1a68e33_nJo voldsommere krisen bliver, og desto dårligere prospekterne, desto mere opfordres vi til invention og innovation. Vi skal opfinde, skabe, iværk- og søsætte noget, som især forbrugerne på det brede marked ikke vidste, at de havde brug for. Så grubler man på at være praktisk, og på at være før-praktisk og foregribe behov, der endnu ikke er blevet artikuleret. Et sådant pres kan sikkert befordre opfindsomhed, men det kan også blokere for den.

Kunsten er, når den triumferer som kunst, forbløffende ligeglad med det praktiske og med markedets behov. Dette er muligvis et gammelt billede af kunsten, men det er sandt. Om den sande kunst. Den skaber for at skabe. Heri er en umådelig lettelse og således befrielse, selvom det ikke nødvendigvis er let at være besat af skabelsens dæmon. Kunsten har sit eget univers. Det er blevet opfattet som en svaghed, men det er en styrke. Man kan nemlig ikke tjene to herrer. Man skal lade sig blive besat, og den besatte er en lykkelig galning.

Dermed være ikke sagt, at konkurrence, magt, kontrol, aggression og destruktion ikke findes i kunstens univers. Det er lukket, og i den slags rum er det svært at overleve. Men kunsten opstiller sine egne kriterier, og i de processer, hvor så mange ofres for dem, og går under ved dem, kan det helt nye skabes. I kunstarternes hermetisk lukkede rum produceres en klaustrofobi, der tvinger til at smadre akvarieglasset. Den rambuk, der bryder igennem det, kaldes ”det nye”. Da det er den eneste rambuk, der findes, og da kunstens rum er så lukket, så er det nye her for alvor nyt.

Alle vil have det nye, og det kan man mene om, hvad man vil. Men det virkeligt nye skaber et umætteligt behov efter sig. Det venter ikke på at begæret opstår, det skaber det.

Når kunsten kommer vådhåret, fosterfriskt,  ud af akvariet med det nye i hænderne, så måber verden.

Når krisen kradser skal den standses af sin egen måben.

]]>
http://exart.dk/hvorfor-er-kunsten-n%c3%b8dvendig-for-erhvervslivet-i-krisetider/feed/ 0
Mød Voces Academys sangere http://exart.dk/m%c3%b8d-voces-academys-sangere/ http://exart.dk/m%c3%b8d-voces-academys-sangere/#respond Tue, 29 Nov 2011 19:55:29 +0000 http://exart.dk/?p=1103 8557026I de mange workshops i årets løb med musik og lederskab optræder sangerne fra Voces Academy ved mange forskellige lejligheder.

Nu er det muligt at høre sangerne optræde som solister og ensemblesangere ved to opførelser af Händels Messias i Vor Frelsers Kirke i København.

Søndag 11. december kl 16

Mandag 12. december kl. 19.30

Billetter kan købes på billetnet.dk eller billetlugen.dk

Mere information på www.voces.dk

]]>
http://exart.dk/m%c3%b8d-voces-academys-sangere/feed/ 0
Art beyond Entertainment http://exart.dk/art-beyond-entertainment/ http://exart.dk/art-beyond-entertainment/#respond Sun, 20 Nov 2011 15:50:04 +0000 http://exart.dk/?p=1013 Årets hovedtema er en status over kunstens anvendelse udenfor institutionerne med et stærkere fokus på samfundsprocesser, dannelsesperspektiver, læringsaspekter – og udenfor det traditionelle rekreative felt.
131574725_b8c3f5d017_tMed titlen Art beyond Entertainment ønsker vi at se nærmere på de mange eksperimenter, der er gennemført i det sidste 8-10 år, og hvilke værdier der er blevet skabt og hvilke normer, der er kommet til udtryk.

Art in Business er blevet en succesfuld forretning for mange kunstnere, der har transformeret fagligheden fra kulturlivet til organisationspraktik og konsulentydelser. Men hvilken æstetisk pris betales for at gennemføre transformationerne, og hvordan skabes en balance mellem kunstneriske udtryk og læringsforløb, der udvikler nye møder mellem kunst og befolkning?

Torsdag 1. marts kl. 15-18
Eftermiddagen gennemføres som et gå-hjem-møde, der præsenterer tre vigtige perspektiver for kunst som viden. Operakoret, komposition i et post-industrielt miljø, og en filosofisk introduktion. Oplægsholdere: Peter Hanke, Carsten Hernandez Cordes og Ole Fogh Kirkeby.
Se det detaljerede program her

Programmet fredag 2. marts udskydes til senere på foråret.

]]>
http://exart.dk/art-beyond-entertainment/feed/ 0