Hvem er det, der lærer at lære?

Når produktionen af materielle produkter til dagligdagen langsomt erstattes af ulegemlige computerfunktioner og luksusartikler – der tilmed styrer oplevelsesindustrien – så forsvinder arbejdet som grundlag for ikke blot eksistensens nøgne vilkår, men også netværket af interrelationer.

 

af Ole Fogh Kirkeby

For snart tredive år siden, i 1990, udgav Peter M. Senge bogen ”Den femte disciplin – den lærende organisations teori og praksis”. Den havde stor indflydelse på det danske forsknings- og konsulentmiljø indenfor organisationsteorien. 2017 Januar 14th – 20th nummeret af The Economist har titlen, ”Lifelong Learning. How to survive in the age of automation.” Meget er sket i de 27 år, der er gået mellem de to publikationer. Lad mig ridse noget af det op.

For det første er organisationen ved at miste sin karakter af en samlet organisme. Udlicitering af jobs til de oversøiske lande er en udvikling, der har været på vej længe, men suppleres nu af en helt anden form for outsourcing, af et forlagssystem, hvor det ikke er rekvirenterne, der sætter dagsordenen, men de elitearbejdere, der påtager sig opgaverne samtidig med at definere dem. Det er de såkaldte in-traprenører, de innovativt og teknologisk hyperkompetente, der kan levere virksomhedernes nye guldbarrer, de produkter, der forvandler markeder ved at foregribe og opfinde behov og tilmed brug af materialer og udvikling af processer. Disse in-traprenører får let en rådgiver- og konsulentstatus, og dermed opererer de på baggrund af juridiske rettigheder, der gør dem til medejere, eller licenshavere, af de produkter, de undfanger og skaber. Organisationen er dermed ikke subjektet for læring, med en ramme, der udmærket kunne være anderledes, med mindre kravene til kapital og faciliteter er tilstrækkeligt store. Intraprenørerne er gæster og værter, en dobbelt betydning som roden til ordet ”gæst”, ”ghos-ti” besidder, og de er fremmede og fjender, endnu to betydninger af denne mangfoldige rod. Det er altså intraprenørerne, der styrer læringsprocesserne, ikke organisationen.

Men denne autonomi, der er god for de højt uddannede, begavede, og initiativrige, den er fatal for ikke blot de lavt uddannede, og de manuelt arbejdende, men også for mellemuddannede, dvs. for de IT-uddannede. Selvkørende lastbiler vil reducere behovet for chauffører, men der vil stadigvæk være nicher, hvor teknologien ikke slår til. Den gennemsnitslige IT-kompetence vil derimod overflødiggøres over én kam af den kraftfulde teknologi, der nu endelig er modnet så meget, at dens knopper brister, Kunstig Intelligens.

For det andet er Kunstig Intelligens med andre ord ved at blive en realitet. Nu kan man med en vis lethed lave programmer, der programmerer alle de gennemsnitslige system-funktioner som gav PROSA-medlemmerne privilegier og en høj gennemsnitsløn – og programmer, der lærer af deres egen programmering, altså tredje-ordens-programmer. Det betyder, at der opstår et helt nyt lærings-subjekt, computeren selv.

Da den nye programmeringsbølge også vil skabe robotter på alle de områder, der før gav plads til manuelle arbejdere, og de lavest tænkelige lønninger ikke længere kan kompensere for teknikkens alsidighed, præcision og ”evidensbaserede” funktionsmåder, så står vi overfor en global arbejdsløshed, der ikke kan modvirkes af læringsmål i organisationer – og individer vil ofte mangle de basiskundskaber og de midler, der gør omskoling mulig.

Samlebåndsarbejde, minedrift, markarbejde, rengøringsfunktioner, billetkontrollører, alle de klassiske blue collar funktioner, vil snart være borte.

Dertil kommer, at arbejdsmarkedet for konsument-service, der endnu gav arbejdende kroppe plads i det sociale rum, erstattes af e-handelens legemløshed. Vi kan reagere imod denne tendens ved at oprette uendelige mængder af madhuse og barbersaloner i amerikansk stil, køre turister i asiatiske kuli-cykler, og sælge sukkermandler på Strøget, men en nation kan ikke leve af at dens borgere barberer og bespiser hinanden.

Når produktionen af materielle produkter til dagligdagen langsomt erstattes af ulegemlige computerfunktioner og luksusartikler – der tilmed styrer oplevelsesindustrien – så forsvinder arbejdet som grundlag for ikke blot eksistensens nøgne vilkår, men også netværket af interrelationer. ”Arbejde” betyder oprindeligt ”lidelse”, men det har samtidig været en – godt nok ofte undertrykkende og ideologisk overmalet men trods alt – basis for social og politisk frihed.

Hvad så, nu, da det er computerne, der bliver de nye borgere?

 

Exart Performances © 2017 All Rights Reserved

Designed by WPSHOWER