Kaldsetik og professionalisme – hvad vi kan lære af PD adfærd

Kaldsetik-og-professionalisme-300x197
Der bliver ofte sat lighedstegn mellem fagprofessionelle og primadonnaer – måske fordi dem, vi normalt kalder primadonnaer i betydningen nykkeramte hysteriske medarbejdere, ofte er at finde blandt de fagprofessionelle. Men skal man nå dybere i forståelse af, hvad der driver en primadonna, kan det faktisk være nyttigt at kaste et blik på professionssociologien.

Alle klassiske professioner er baseret på en kaldstanke, og i de klassiske professioner har man længe aflagt ed på kaldet, tydeligst i lægestandens hippokratiske ed. I andre professioner er man gået væk fra edsaflæggelsen, men kaldet er stadig kernen i professionens selvforståelse.

Kaldet kan være religiøst, men som regel er det mere jordnært og knytter sig til et dybfølt ønske om at gøre en forskel i en højere sags tjeneste – det kan være for en bestemt persongruppe, f.eks. patienter, elever, publikum eller kunder, eller det kan være for en bestemt sag, f.eks. kunsten, ånden, religionen, samfundet, demokratiet etc.

Der knytter sig stærke værdier til kaldet. Først og fremmest en stærk pligtfølelse, der betyder, at man vil stræbe efter den absolut højeste standard, også selv om man må tilsidesætte egne behov. Derfor er kaldsbegrebet også knyttet til passionen, som jo både beskriver en ekstatisk tilstand og en lidelsestilstand. Og det fører igen til det eksistentielle forhold, primadonnaer har til deres arbejde: Det er ofte gennem deres arbejde, at de oplever den største glæde og livsmening, og det eksistentielle forhold til arbejdet betyder, at jo mere man investerer i arbejdet, jo mere får man igen af livsmening, motivation og drivkraft.

5 total comments on this postSubmit yours
  1. Fuldstændig enig med Helle!
    Og bl.a. af disse årsager har mange primadonnaer svært ved forandringer, især omlægninger og besparelser.
    Min erfaring her er mine mange år som chef i DR. Primadonnaerne havde det godt og blomstrede i det gamle ‘afsender-orienterede’ system. Men de samme ildsjæle havde uendelig svært ved nye regelsæt og forordninger. Og ikke mindst svært ved ‘indblanding’ fra ledere.

    • Per, din kommentar leder tankerne på gled. Jeg har ofte set, hvordan store organisationer i deres forsøg på at mindske kompleksitet etc. implementerer regelsæt m.m., som enten skaber demotiverede primadonnaer, der bliver på deres arbejdsplads – eller får primadonnaerne til at søge andetsteds hen. Men jeg kom også til at tænke på, at journalistfaget er et godt eksempel på et fag, der gennemlever en dyb identitetskrise: Hvor man tidligere søgte sandheden og værnede om demokratiet etc., handler det nu i højere grad om hurtig formidling. Og “masserne” har fået større og større magt, og dermed bliver det mindre og mindre plads til de “gode” fagprofessionelle journalister i klassisk forstand. Så kaldet og det meningsfulde arbejde risikerer at blive kvalt i de store organisationer, men også samfundsudviklingen, professionens egen positionering og mange andre faktorer spiller en væsentlig rolle for, i hvor høj grad der er plads til kaldet. Sygeplejefaget, lærerfaget og politiet er andre eksempler på professioner, der oplever en lignende identitetskrise.

      • Helle, jeg tror at netop identitetskrisen – og ændringerne i værdierne for f.eks. mediehuse – har en stor betydning her.
        TV og radio-koncepter er blevet stærkt formaterede og styret fra toppen af koncernen. Dette er sket samtidig med voldsomme beskæringer på drifts-budgetterne. Den reelle magt sidder i dag i chefredaktionerne og ikke blandt de producerende medarbejdere.
        Begrebet ‘kreative medarbejdere’ er fordampet. De redaktionelle medarbejdere (journalisterne, indholds-personerne) udfylder kun rammer, som andre har sat.
        PD’en har elendige vilkår her. Hun har ret beset kun to muligheder: At dukke nakken 90 grader. Eller at gå.

  2. Kaldsetikken skal vi tage meget alvorligt som emne, og det er ikke kun relateret til PDer. Måske kan man skabe et fænomenologisk hierarki, hvor vi begynder med en tillært faglighed og ender i det yderste punkt på skalaen hos PD, der ofrer sin egen person til ære for sagen.

    • Jeg er enig i, at kaldsetikken ikke kun bør relateres til primadonnaer. Den spiller en særlig rolle for primadonnaerne, og den spiller en særlig rolle for medlemmer af en profession, men den kan ikke isoleres hertil. Det kan i øvrigt også være nyttigt at skelne imellem forskellige måder at “ofre sig på” – f.eks. om den højere sag er samfundets bedste, om det er professionens udvikling etc.

Submit your comment

Please enter your name

Please enter a valid email address

Please enter your message

Exart Performances © 2018 All Rights Reserved

Designed by WPSHOWER