“Kaldskraften”

kaldskraften-150x150I en verden der nok forekommer noget fjern for den moderne vidensarbejder blev produktiviteten forstået med afsæt i det klassiske arbejdsværdibegreb; den enkelte ansatte blev anset for en udskiftelig produktionsvariabel, fordi dets primære bidrag var udladning af kropslig energi kombineret med den arbejdstid, der mod udveksling af penge, kunne stilles til rådighed for den enkelte virksomhed. Medarbejderens personlighed, selveste selvet, blev anset for et forstyrrende element for produktionsapparatet. Når vi i dag bevidner inddragelsen af medarbejderens personlige, sociale såvel som faglige kompetencer som centrale produktionsfaktorer, er der en grænse der sløres, hvis ikke den udslettes. Det som i dag især bliver vanskeligt at adskille, bestemme og aftegne som unikke sfærer er selvets eksistens og dets arbejde. Der opstår et mellemværende mellem subjektiviteten og arbejdet, en uskelnelighedszone, et både-og, der på sin vis udtrykker et gensidigt næringsforhold.


Flashback
. Forestillingen om et arbejdende individ, der ofrer og tilsidesætter sit eget begær, sine profane håb og lidenskabelige drømme, og gennem en konsekvent asketisk livsførelse, dedikerer sig et jordisk kald, findes bl.a. hos sociologen Max Weber (i Den protestantiske etik og kapitalismens ånd, 1904). Som kaldet er den protestantiske puritaner ikke længere optaget af, at få adgang til Guds rige, men at sikre en verdslig udvælgelse gennem den personlige livsførelse – i det foretagsomt vellykkede liv. Idet protestantismen, med kaldsetikken som drivkraft, allierede sig med den på den tid frembrydende kapitalisme forskydes kaldet fra at være et individuelt valg, en mulighed, til at stå frem som imperativ. Askesen satte hin enkelte på det spor, der trak det det ind i en forpligtende akkumulation af materielle goder, den tvang der senere er blevet omtalt som ”jernburet”. Som Weber bemærker, slap ”ånden” ud af buret, idet kapitalismen efterhånden udelukkende legitimerede sig på et teknisk rationelt grundlag, der ikke længere drog nytte af kaldsetikkens ”åndelige” plan. Man stod tilbage med en selvlegitimerende kapitalisme, en kapitalisme der var sin egen ”ånd”. Hvad der motiverede den enkelte, og de bedst egnede til at deltage indædt i den fortsatte akkumulation af kapital, lå implicit i kapitalismens ånd; profitmotivet og behovet for ydre besiddelser.

Kapitalismen kan ikke begrunde sig selv, den er ikke et lukket system, og den må nære sig ved det den endnu ikke er. Det har den også gjort ifølge en bestemt analyse, der netop stiller skarpt på hvordan kapitalismens nye ånd er udviklet som et bekræftende svar på den kritik, der siden 60´erne er blevet formuleret mod den fordistiske masseproduktion (Boltanski & Chiapello: Le nouvel esprit du capitalisme, 1999). Under det man her betragter som kapitalismens tredje fase, den nuværende, bevidnes indløsningen af den tidligere kritiske ethos, nemlig autenticitets-, friheds- og forandringsdyrkelsen. Den nuværende managementdiskurs tilbyder – for ikke at sige forventer – at de ansatte udvikler og realiserer deres ”sande jeg” samt definerer deres egne arbejdsopgaver. I den forstand appellerer den ikke til en asketisk borgerlig kultur, men derimod de bedst egnede i en generation, hvor det forventes, at man elsker sit arbejde (Rune Lykkeberg: Kampen om sandhederne, 2008). Hvad signalerer at man er en lystdreven medarbejder bedre end det at have et kald? I så fald kan det, at føle sig kaldet (hvis man vel og mærke skilter med det) ligefrem være tillidsskabende for den organisation der har indset, at engagement ikke kan dikteres og kun vil svinde ind, hvis det overvåges direkte.

Submit your comment

Please enter your name

Please enter a valid email address

Please enter your message

Exart Performances © 2017 All Rights Reserved

Designed by WPSHOWER