Kunsten som social teknologi?

7077365377_03b822bd0e_nEn teknologi er bestemt af det formål at skabe en genstand eller en ydelse, for hvilken der et artikuleret behov, gennem en teknik. Dette er en funktionel relation, og Aristoteles bestemte den eksplicit som sådan, nemlig gennem ”techne” og ”poiesis” modsat ”praxis” og ”pragma”, den handling, der kan udføres for sin egen skyld. Siden 1700-tallet har den sekulariserede kunst udmærket sig ved selv at producere behovet, og produktet. Dermed har den virtuelt defineret sit udgangspunkt som hinsides funktionalismen. Sagt med andre ord, kunsten kan, ligegyldig hvor mange formål økonomer, sociologer og kunst- og kulturhistorikere, tilskriver den, sige sig fri fra at være en social teknologi.

Bevares, kunsten opstår sikkert af ritualet og dekorationen, der begge er funktionelle fænomener, men så snart kunstarterne får deres egne markante udtryk, så har enhver genre, ikke en niche hvori, men en åbning ud til, en a-strategisk dimension. Heinrich von Kleists dramaer, Hölderlins digte, Schuberts musik, Caspar David Friedrichs malerier, Zolas romaner og Rodins skulpturer, står halvt inde i en virkelighed, der ikke opfylder noget socialt formål. De er ikke sociale teknologier, der skal forsone klasse-modsætninger, flytte den politiske kritiks fokus, styrke nationalfølelsen, forsone med kropserfaringen, eller bidrage til empati og identifikation med de undertrykte. Det skyldes slet og ret, at ingen social teknologi kan opfylde den funktion kompromisløst at søge frihed for tanke og følelse. Denne vilje til frihed kan ikke altid genfindes i den kunstneriske form, omend meget ofte. Dog må man ikke forveksle kunstens eksperimenter med formen og så den tyngde og intensitet, hvormed den frigør sig fra alle strategiske hensyn. Den spektakulært nye form kan netop fungere som social teknologi, fordi den gør kunsten til en vare, paradoksalt, ved at gøre den til et giffengode.

Der rives og flås i kunsten for at inddrage den med hud og hår i markedet, og for at gøre hver tøddel af den funktionel. Forsvaret for dens åbenlyse funktion som analogiske reservoir for udviklingen af strategier på ledelsens og organiseringens område, er det nyeste eksempel. Men i sit væsen handler kunsten om menneskets evne til at forsone sig med det vilkår, at det er et talende dyr, der skal dø. Kunstens frirum er alvoren. Arbejdsglæden, mesterskabet, komikken og det dramatiske, tragedien, glæden, kærligheden, selv jublen, alle er de villige objekter for det social-teknologiske projekt. Kroppen kan støbes i plastik efter døden, og menneskers dødskamp kan foreviges på fotografier og film. Alt kan det føres ind i funktionalismens og strategiernes svikmølle, og ikke mindst, jo skønnere det er. Det menneskelige vilkår og den menneskelige misere kan udnyttes æstetisk og kommercielt til det yderste, og al kunst kan blive dele af magtens maskineri.

Men alvoren er ingen social teknologi, for alvor betyder oprindeligt fra tysk, det, der er fuldkommen sandt, og hvordan i himlens navn skulle det kunne være socialteknologisk?

Submit your comment

Please enter your name

Please enter a valid email address

Please enter your message

Exart Performances © 2017 All Rights Reserved

Designed by WPSHOWER