Musik som social teknologi

Schuhsohlenabdruckexart.dk har spurgt Casper Hernández Cordes om et oplæg forud for seminaret 1. marts

Jeg har tidligere brugt det billede om musiklivets organisationer, at de står med fødderne solidt plantet i industrisamfundets beton. Med billedet sigter jeg  til den måde, musiklivets organisationer begrebsliggør det kunstneriske arbejde, nemlig som noget der kan gøres op i et værk med en titel, en varighed og en ophavsmand (m/k), ligesom industrien kunne gøre et produkt op som noget der besad nogle særlige karakteristika, kodificeret i et blueprint og ophavsretligt sikret via en patentering.

For tiden er der en del debat mellem de konkurrerende genreorganisationer om fordelingen af midler til musiklivet. Det er stærkt ironisk i denne debat, når man hører de forskellige aktører insistere på, at genre ikke spiller nogen rolle, vel vidende at organisationerne, de repræsenterer ville bryde sammen, hvis ikke den tydelige opdeling i genrer blev fastholdt.

Tendensen underbygges fra statslig side, i det støttestrukturen i de statslige kunstudvalg baserer sig på et armslængdeprincip hvor et i loven indskrevet udsnit af genreorganisationer får rollen som gatekeepers og i ret udstrakt grad bliver dagsordensættende for de kunstneriske aktiviteter. Der er både fra statslig og organisatorisk side en almindelig konsensus omkring værket som den størrelse, den kunstneriske proces skal vurderes på, og samtidig fastholdes musiklivet i en udynamisk og hierarkiseret forståelse af genre.

Industrisamfundets beton begynder nu som bekendt på alle måder at krakelere,  og ligesom langt mere bæredygtige og kollektive måder at organisere de forskellige menneskelige aktiviteter pibler frem, lige sådan er der brug for en nytænkning af musiklivets organisationer og den statslige kunststøtte. Ideen om den skabende kunstner underbygges af den almindelige konsensus i musiklivets og de statslige støtteorganisationer og den reproduceres igennem den måde, organisationerne honorerer det kunstneriske arbejde, nemlig som noget, der munder ud i værker, og som udtrykker sig indenfor en genre.

Man kan spørge, hvad det er, den skabende kunstner skaber. Hvad skaber vi mennesker i det hele taget? Forestillingen om, at vi kan skabe noget, og at vi skal skabe noget, og at det skal være nyt, er et bærende element i dette billede, og det har stærke paralleller til den måde industrisamfundet fungerede, med dets evige og altfortærende krav om vækst.

Der er behov for nogle nye billeder, som kan hjælpe de kunstneriske processer fri af industrisamfundets krakelerende fundament. Det første arbejde går ud på at identificere steder, hvor det vil være relevant at inddrage kunstneriske processer for at facilitere forandringer. Jeg har tre forslag:

Innovation er som bekendt buzzet ind på dagsorden, men der er brug for en tydeliggørelse af det. Hvilket spørgsmål er innovation svaret på? Meget af debatten trækker os ned på bundlinjeovervejelser, men jeg mener, at perspektivet må bredes meget mere ud. Skal innovation fungere som væktsfremmer for en hensygnende (national)økonomi? For mig at se må vi starte med at definere innovation som noget, der fører til nye løsninger på gamle problemer. Hvis kunstneriske processer skal bringes i spil i forbindelse med innovation må det være som led i bestræbelserne på at udvikle, (gen)finde og kombinere teknologier,  procedurer og organisationsformer, på en måde så det kommer flest muligt til gavn, og med forbrug af færrest mulige ressourcer.

Et andet sted, hvor kunstneriske processer vil være relevante, har at gøre med hvordan vi omgås hinanden. Der er et stadigt stigende behov for at grupper af mennesker, som ikke tidligere har kendt til hinanden, nu skal være i stand til at løse opgaver sammen. Vi har brug for øvelse i at se på tingene med ‘den andens’ blik. Nøgleordene for denne problemstilling er inklusion og perspektivomdannelse.

Det tredje sted jeg vil tage med handler om, hvordan vi forholder os til det sted og de kollektiver vi befinder os i. Det er en stor udfordring for mange af os at finde ud af, hvor vi hører til, og denne potentielle rodløshed bliver forstærket af, at selve ideen om et ’sted’ er under voldsom forandring. Hvor er jeg, når jeg er på Facebook!? Her er nøgleordene identitet, tilhørsforhold og empowerment.

Fælles for de tre opmærksomhedssteder er, at der er tale om situationer, hvor elementer som ikke hidtil har eksisteret i samme rum, nu skal passes sammen, kombineres, integreres eller komponeres i en ny fælles sammenhæng. Når jeg hævder at de kunstneriske processer netop egner sig til at facilitere forandringer her, så bygger jeg det på en forståelse af kunst som noget, der kan oversætte imellem forskellige tilsyneladende uforenelige områder.

Kunstnerne arbejder allerede på måder, som laver en oversættelse mellem forskellige tilsyneladende uforenelige områder, og mange af de metoder kunstnerne bruger, såsom imitation, parodi, citat, parafrase, collage, remix, mm. er eksempler på, at disparate elementer bringes ind i en ny fælles, hybrid sammenhæng, som vi af en eller anden grund er parate til at acceptere.
Udfordringen bliver nu at finde ud af, hvordan de kunstneriske processer, som indtil videre med hård hånd forsøges fastholdt i selvrefererende, isolerede kredsløb, kan lukkes op og indgå i de andre kredsløb.

Der er behov for en nytænkning af den måde, vi organiserer musiklivet, og givetvis kunstlivet som sådan, og af de honoreringsmekanismer vi har valgt, som fastholder de kunstneriske aktiviteter i en forældet værk- og genretænkning. Som inspiration til dette arbejde mener jeg, vi kan vende blikket mod de nye måder at organisere de menneskelige aktiviteter, som jeg tidligere illustrerede ved at lade dem pible frem af den hastigt eroderende industrielle beton.

Det er en større skude der skal vendes, og i mellemtiden bliver opgaven at skabe et overblik over de aktiviteter der allerede er i gang i det her hybride felt, jeg i denne tekst cirkler omkring. Det andet arbejde jeg vil frem til her, kommer til at have at gøre med opsamling og deling af viden om de situationer, hvor kunstneriske processer har faciliteret forandring i sociale, læringsmæssige og andre sammenhænge. Der skal gøres nogle tanker over hvilke forudsætninger der skal være tilstede for at det kan lykkes. Og så kan vi ikke komme uden om, at kunsten jo med hele denne manøvre bliver trukket godt ned i sølet, så at sige, og den uundgåelige diskussion om, hvilke dele af sølet, den skal gå i forbindelse med bliver trukket helt frem i lyset.

Det centrale i billedet med den faciliterende kunstner er ideen om en oversættelse, og det svage punkt bliver derfor at finde ud af, hvad pokker det er der sker i denne oversættelse, og hvordan den så at sige kan føde tilbage i systemet og generere en forandring. Kunstneren gør sin ting og iværksætter en proces, efter alle kunstens regler, som man siger, hvor forskellige karakteristika trækkes ud af én sammenhæng og blandes med karakteristika fra en anden sammenhæng. Når denne hybridisering foregår i et medium, som deltagerne ikke normalt har oplevet disse karakteristika i, for eksempel i lyd, hvordan kan de så etablere en forbindelse tilbage til noget som giver mening for dem?

Hvordan kan den faciliterende kunstner støtte de medvirkende i de kunstneriske processer til dels at få øje på, hvad der sker i oversættelsen og dels at gå ind i den refleksionsproces, der skal til for at bruge det de har set til at udvikle nye måder at handle og tænke på?”

Submit your comment

Please enter your name

Please enter a valid email address

Please enter your message

Exart Performances © 2017 All Rights Reserved

Designed by WPSHOWER